Tulamben og Ubud – februar 2010
af Heather Almers

Det er tid for Almers-banden til at tage på et nyt eventyr til Tulamben og Ubud. Sidste år var vi i Malta, Canada, Azorerne og Egypten. I år skal vi til Indonesien igen, og vi er så spændte. Vores sidste tur var til North Sulawesi, og det var fantastisk! Denne gang får vi fornøjelsen af ​​at besøge Wakatobi og Bali.

Tanken om at ligge på stranden i WAKATOBI (bare navnet lyder fantastisk!) får mine fødder til at klø. Selvom jeg er lidt flov over at sige det, har jeg allerede pakket mine kufferter!! Jeg er dog stolt af kun at have tre tasker i alt inklusive dykkerudstyr. Ikke dårligt i betragtning af, at vi slæber en pose med sandlegetøj, en flydende tømmerflåde i luften til børnene og masser af småkager og slik for at holde mine darlings glade mellem måltiderne og på de lange transporter.

Har bestilt vores nye badesko fra Cressi og nu er det bare at få medicinen (hvorfor skal der være et kæmpe udbrud af halsbetændelse) lige når vi skal afsted?? Kun hundrede og tre timer tilbage til kl. vi tager afsted, jeg håber, at jeg får alt mit arbejde gjort inden det...

Tiden tikker langsomt

Kun to en halv time tilbage, til vi går. Sneen falder, og jeg råber "ja, vi er ude herfra!" Elinora kørte sit 300 m børnevasalopp i morges, så vi har lavet årets vintersports-begivenhed og nu er vi ude i solen. Det lykkedes endda at svinge forbi hospitalet for at hente vores pulveriserede antibiotika, som vi kan bruge, hvis nogen bliver syge på Wakatobi. Puha.. Jeg tror, ​​at jeg har det hele pakket nu. Næste gang jeg blogger vil jeg sidde på Bali. Ciao!

Okay, glem den sidste sætning. Det er 24 timer siden vi ankom for at aflevere vores tasker i Gøteborg, og vi sidder stadig kun i Amsterdam! Da vi ankom til lufthavnen, fik de store røde bogstaver FORSINKET TIL 18:30 mit hjerte i gang. Vi havde to en halv time imellem flyvningerne, så der skulle have været god tid, selvom vi rejste senere. Okay, rolig. Få noget at spise og gå til legepladsen. Nå, så kom flyet endelig, forsinket på grund af det faktum, at Heathrow ikke kan klare, når det sner, og et teknisk problem. Jeg er ligeglad. Lad os bare få os i gang. Nej, først skal vi af-ise, så skal de rydde landingsbanen igen. Jeg kan mærke, at syren i min mave begynder at opbygge...

Problemer i horisonten

Da vi kommer til Amsterdam, har vi misset vores landingsplads og kommer til at cirkle i yderligere ti minutter. "No problem" siger de muntre stewardesser. "Du kan stadig nå din gate i tide." Jeg har lært fra alle mine år med rejser, at du har løbesko på, og vi havde brug for dem. Vi smed (ikke bogstaveligt talt) børnene på en trolley og løb vores numser afsted mod porten. Du kan kun forestille dig min ekstreme lettelse, da vi ankommer tyve minutter før planlagt start, og de stadig går ombord. "Intet problem" siger den endnu en gang glade medarbejder. "Bare slap af, du har nået det i tide."

Vi råber hurra og går ud på badeværelset for at sprøjte vand i vores ansigter for at køle ned. MEN når vi kommer tilbage vil hun ikke lukke os ind. "Jeg er ked af at meddele dig, at du er blevet flyttet til det samme fly, som afgår i morgen aften. Du vil blive sat op på et hotel og givet kuponer til mad." Cheer mig, blev vred mig. Flyet til Wakatobi går kun én gang om ugen, og vi skal være der for det. Hun så dog ikke ud til at bekymre sig så meget...

Så ingen Wakatobi 🙁

Nu står vi fast i en kæmpe kø med andre forargede mennesker for at arrangere et hotel. Da vi ikke forventede at skulle bo i kolde Amsterdam på ruten, havde vi ikke mere end en sweater med. Da vi var de sidste, der fik hjælp, anbragte hun os på hotellet i lufthavnen. Så taknemmelig for det! I hvert fald bliver historien bedre. Hun omdirigerer os via Kuala Lumpar til Bali med afgang ved middagstid i dag (6.), og vi er glade, for der er en lille chance for, at vi kan komme på Wakatobi-flyet, og hvis ikke, så sidder vi i hvert fald ikke rundt i lufthavnen hele dagen .

Værelser til overnatning

Henrik fik et enkeltværelse og jeg fik et 10 m2 dobbeltværelse til ungerne og jeg. Vi nøjes og zonker ud. Ved midnat havde vi vores "tur i oturen" eller held med vores uheld. Jeg begyndte at kaste op og fik en sms fra Henrik, at han også var startet! Klokken tre om morgenen startede Elinora og Sam sov heldigvis natten over. Han havde været syg i fredags. Det er overflødigt at sige, at jeg faktisk var glad for, at vi var på et hotel og ikke på et fly til Singapore, da alt dette skete.

Nu har vi brugt næsten hele dagen på bare at hvile og spise masser af frugt og drikke Cola. Når vi ankommer til Bali, skal vi beslutte, om vi skal blive der hele tiden (ikke en dårlig mulighed), eller om vi skal stå over for to indenrigsflyvninger og en tre timers bådtur til Wakatobi. En dag med solskin og afslapning på Bali virker obligatorisk lige nu, men vi må se. Først skal vi til Bali! Så forhåbentlig bliver næste del af min blog derfra...

Endelig er vi på Bali

Jeg er glad for at kunne sige, at vi er i BALI. Ja...! Det var himmelsk at træde ud af flyet for at mærke den varme luft omfavne mig. Vi blev mødt af en dejlig dame i pink, der knap var højere end min femårige, men et smil på, der var større end ethvert smil, man kunne finde i Sverige. Du skal elske Asien for dets smil!

Takket være Wakatobi VIP-tjenesten blev vi ført gennem visum- og paskontrolsignalerne og ført direkte til bagageafhentningsområdet. På dette tidspunkt er vi så spændte, fordi vi er ankommet, og alt i de sidste ti minutter har været perfekt. LOL! Vi står og venter på, at taskerne kommer, mens andre passagerer kommer og går. Jeg begynder at få den der kendte knude i maven, men så pludselig ser jeg en velkendt rød pose. PHEW, tøj til børnene og jeg dukker op, samt vores trofaste Moby-taske, som vi har al medicin, sandlegetøj og andet godt i. Hvor er nu den sidste taske med regulatorerne, børneskoene, alt Henriks tøj? Til skadesskranken går vi.

Herefter bliver vi igen pisket udenfor til endnu en supersmiley Wakatobi-agent, der guider os til vores ventende bil. "Mor, jeg tror, ​​at det bare er lidt for varmt her" handler om det første, der kommer ud af Elinoras mund, og alt, hvad jeg kan gøre, er at grine, efter al den kamp, ​​vi har været igennem for at komme hertil (fik jeg nævnt, at Samuel var syg på flyet til Singapore?), det er påskønnelsen fra min femårige.

Wakatobi ….? eller ikke…..?

Efter en svømmetur, et varmt bad og en lang nats søvn vågner vi op og føler os meget mere muntre. Men beslutningen skal stadig tages - Wakatobi eller ej Wakatobi. Vi taler med endnu en meget sød repræsentant, som giver os gode råd om Bali, hvis vi ville vælge at blive her (han købte endda en guidebog til os – Bali med børn), og fortæller os om transporten til Wakatobi, hvis vi skulle vælge at fortsætte . Han nævnte også, at en meget berømt australsk kunstner også missede flyet til Wakatobi tirsdag morgen, så han chartrede bare et helt fly til ham og hans kone. Fantastisk, hvis du har en ekstra $18,000 bare liggende.

Da vi ikke har alt vores dykkerudstyr, tøj og andre fornødenheder, og jeg er heller ikke så opsat på at tage børnene med på en tre timers bådtur, hvor de ikke kan levere redningsveste til børnene. Så i dag accepterer vi, at vi er nået så langt, men vi kommer så desværre ikke hele vejen. Men når jeg ser på den lyse side, som jeg godt kan lide at gøre, er jeg på Bali for første gang, og vi skal udforske denne ø og se, hvad den har at tilbyde familier, dykkere og alle de andre af jer derude. Tænker du på, hvad vi kan gøre, Tulamben, Sanur, Candidasa og Ubud?

Indtil videre ved vi, hvor der er et stort indkøbscenter, hvor man kan købe tøj, der kan blive væk, og mere spor til Samuels Thomas tankmotorsæt, som vi købte i Singapore for to år siden. Jeg var spændt, fordi du ikke kan købe den i Europa eller Canada!! Jeg kan se os købe en ny kuffert bare for at slæbe Thomas legetøj hjem. :O)

Tanker om sene aftener – måske Tulamben og Ubud?

Her melder jeg mig ud for natten kl. 02:49 med et værelse fyldt med folk, der er lysvågne. Børnene ser Dora på Ipad, jeg blogger og Henrik læser alt hvad der er værd at vide om hotellet. Vi er i Kuta, lige syd for Denpasar på Holiday Inn Resort, som ligger lige ved stranden.

Vores nye rejseplan er som følger: fire nætter med afslapning her, derefter afsted til Ubud i to nætter og derefter til den nordøstlige kyst for at dykke med Werner Laus dykkersteder. Børn, kultur, så dykning. Lige meget hvad, vil dette være en fantastisk ferie! Tulamben og Ubud er det!

At starte ferien med at slappe af i Kuta var en god idé. Det var super tæt på lufthavnen, prisen på mad var ret billig, og vi kunne bare slappe af. De sidste to nætter har vi været her i Ubud, Balis kulturelle centrum. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle forvente, men det har været et ganske fint lille sted med masser af shopping, et kongeligt palads, templer og gode restauranter. Tulamben bliver vores næste stop efter Ubud.

Forlystelser, safaripark, museum

I går tog vi til Elephant Safari Park, en obligatorisk udflugt med børn. En privat chauffør kom for at hente os, og uden line-ups blev vi ført ind på museet. Jeg havde ikke forventet meget, men det var meget imponerende. De har faktisk et komplet skelet af en mammut, der blev fundet i det midtvestlige USA i 1990'erne. De havde også masser af elefantartefakter og tilbehør såsom 3000 år gamle stødtænder, udskårne elfenbensstykker og meget mere.

Efter museet tog vi til vores elefanter for en tur gennem junglen. Efter fem minutters kamp mod denne trang til at gå i panik (jeg sværger på, at sædet føltes som om det ville glide af til højre!!), slappede jeg af og gik ind i turen. Begge børn elskede turen og det faktum, at de kunne fange bladene, der var langt oppe i træerne og kunne se bananerne tæt på. Højdepunktet på turen var at gå i vandet og få elefanterne til at sprøjte!

Dejlig ferie, Tulamben og Ubud .. det er bare ikke Wakatobi...

Safariparken ligger i Taro og er omkring en halv times kørsel fra Ubud. Landskabet undervejs var det hele værd. Rismarker, lokale landsbyer og udsigt over junglen gjorde turen spændende. Tulamben og Ubud kan jeg anbefale, selvom det ikke var Wakatobi.