EVENTYR I DET BLÅ OMKRING AZORERNE

af Magnus Lundgren

Eventyr på de blå Azorer

Endelig her, og klar til et eventyr i det blå omkring Azorerne. Efter en nat i Lissabon var vi alle pludselig der, ved foden af den smukke vulkan på øen Pico. Endelig ankom med vores høje forventninger til den lille maleriske landsby Madalena. Vores eventyr på de blå Azorer var lige i starthullet.

Azorerne, midt i Atlanterhavet, har blomstret op som et af Europas varmeste havoplevelsesområder. Og når sommeren går på hæld, summer det sommervarme hav af liv. Efter syv succesfulde ekspeditioner havde Magnus en kæmpe ønskeliste til denne ottende. At dykke her midt i Atlanterhavet er i sandhed et eventyr i det blå omkring Azorerne, der ligger som små perler spredt i et klart blåt hav.

På listen var dyk langs Picos og Faials kyster, pelagiske blåhajer, mobulerokker over en mytisk offshore-banke, ørnestråler, der patruljerer en huleåbning, fed havbars, delfiner og kaskelothvaler og lidt mere... Alt i en område, hvor du næsten altid finder dykkersteder, tomi dårligt vejr. Men vi ønskede også godt vejr til at lave alle de mest udfordrende dyk i det blå med hajer og rokker. Hvordan ville det gå?

Shark and scuba diver exploring the vibrant underwater world.

Vibrant bioluminescent squid with iridescent colors swimming in the dark ocean waters.

Boat with scuba divers preparing for underwater exploration in clear blue ocean waters.

Dolphin swimming underwater in clear blue ocean waters.

Scuba diving boat crew preparing for dive, ocean adventure, marine life exploration, tropical destination, scuba travel abroad.

Colorful scorpionfish hiding in coral reef, vibrant underwater marine life for scuba diving and snorkeling.

CETACEAN WATCHING in WAzores, Portugal, with a friendly group on a boat tour.

Giant manta ray swimming in clear blue ocean waters.

Serious man enjoying whale watching adventure at sea with volcano in background.

Samme dag som vi ankom afholdt Magnus en konsultation med Martijn, Dania på dykkercentret CW Azorerne, og der blev udarbejdet en foreløbig plan for vores dykkerdage baseret på vejrudsigterne. Dykkercentret er rigtige eksperter i deres havvejr og programmet bliver altid "tweaket" dag for dag, så det bliver så godt som muligt med de forhold, der tilbydes.

Et checkdyk er altid et checkdyk. Efter Magnus' foredrag og Martijns briefing var det endelig tid til et check-dyk ved Pocinho, det sydlige Pico, hvilket kan sammenlignes med et såkaldt "tinde". Vi faldt ned i store alien-inspirerede buede hvælvinger, der rummede havaborre, grynt og stimer af blå-skimrende mariefisk. Indersiden af de imponerende hvælvinger var dækket af et tæppe af gul-orange anemoner, der var i fuldt flor selv sådan om dagen. Sigtbarheden var fin, og vi fik at vide, at det måske var lidt aktuelt. Det var rart at være oppe og dykke.

Vi kørte over til Faial for et andet dyk, hvor vi fandt ly ved siden af muren ved Almeida, som førte os til huleformationen ("hulen") Ilheu Negro. Atlanterhavets vand er magisk blåt. Især når en som os svømmede ind i huleformationen og så vendte om og svømmede mod det blå blå lys. Uden for hulen var der en sort muræne i hvert andet hul og mange knaldrøde skorpionfisk. To af dem kæmpede om territorium, og da jeg forlod skorpionfisken, var det stadig uafgjort i den kamp.

Dyk dag 2 var det ret blæsende, men vi fandt læ på Faial-siden og dykkede på revsøjlen Baixa de Feteira, hvor røde og gule papegøjefisk guidede os ned til den smukke formation. Hele dykket var præget af grå trykfisk, der nappede i kuppelportene og linserne på vores kameraer.

Vi klarede også et huledyk ("hule") kaldet Ilheu Negro. Vejen, der fører ind, minder om en rigtig fed passage med stejle vægge tæt sammen og let spil fra oven. Hellig. Efter grotten bølger lavalandskabet ned mod en smuk sandbund, hvor rokker gemmer sig. Dykket var roligt, og vi havde det sjovt med at tjekke alle fiskestimer, søbørsteorme og nogle farverige nøgensnegle.

Et erklæret mål inden turen var at møde den yndefulde blåhaj. En af verdens smukkeste hajer med sin dybe blå farve og hvide underside. Når solen skinner, får blåhajen et elektrisk blåt skær. Og ja, vi kan sige, at det gik usandsynligt godt med at nå det mål.

Så snart vejret tillod det, var det dykkedag 3, så vi slog til med vores første hajdykningsdag i åbent hav. Vi tog ud med dyrekredsen til et af Azorernes sikreste blåhajområder kun 20 minutter fra havnen. Det var et udbytte med det samme. Hele gruppen blev behandlet med et langt 90-minutters dyk med slanke blåhajer, der kom forbi med deres lange, yndefulde brystfinner.

Mig, Magnus har derefter dykket med blåhajer mange steder rundt om i verden, men aldrig oplevet i nærheden af så store og så mange blåhajer. Her dukkede en række pragteksemplarer op, blandt andet "Scarface", formentlig tre meter fra halefinne til næse. Det ene hajdyk overgik ligesom det andet og en af dagene talte vi lidt usandsynlige 17 blåhajer på et og samme dyk. Det var hektiske 90 minutter. Selv Martijn, vores salte dykkerguide, trak på skuldrene med et stort smil. Et sandt eventyr i det blå her på Azorerne.

Flere blåhajdyk og makohaj i sigte

Alle vores hajdyk blev udført i umiddelbar nærhed af båden, i en dybde på 5 til 10 meter, med linjereference, men med havbunden nogle gange 100-vis af meter under os. Deltagerne opførte sig eksemplarisk og stabilt, og det var en stærkt medvirkende årsag til vores succes. Kameraerne blev varme, hukommelseskortene blev fyldt op, og hajerne kommer helt tæt på.

Næsten alle valgte at lave en såkaldt "forlængelse" og blive ekstra dage til diverse aktiviteter efter turens oprindelige program var overstået. Selvfølgelig slog vi så til med endnu flere hajdykkerdage og vi "skårede" blåhajer ved alle lejligheder. 100% udbytte.

Der var også en lille chance for, at hajernes egen Ferrari ville dukke op. Og ganske rigtigt, da vi alligevel kom afsted, fik vi set tre mako-hajer på et og samme dyk. Det var en slags dobbelt bonus. Makohajen, eller makrelhajen som den også kaldes, er gråblå og stålsat. Den har et skræmmende smil, da dens tænder stikker ud af munden, selv når den er lukket. Det er en af verdens hurtigste hajer, der kan svømme med 40 km/t på lange afstande.

Utsjöbanken Princesa Alice er et legendarisk og mytisk dykkersted, der ligger en lang lang sejltur fra øerne Pico og Faial. Det er, når vandet er efter-sommervarmt, at djævlerokkerne (mobula-rokker) samles til deres årlige sommerstævne derude. Mange tror, det er en slags parringsdans.

Vi pakkede og briefede alt aftenen før afgang og tog afsted ved daggry i fint-fint forhold til mobula vaskebjørnens hjem. Det var en lang dag på havet. Dykkerstedet, som også kaldes prinsesse Alice, kan sammenlignes med toppen af et undervandsbjerg, som strækker sig fra 1000 meters dybde op til omkring 30 meter fra havoverfladen.

Øjeblikkelig jackpot!

Knap et vindstød af strøm og allerede på vej ned langs rebet svømmede store mobula-rokker (Mobula tarapacana) forbi os som en flok kolossale fugle. Et minde for livet.
Nogle gik dybere med Martijn og stødte på enorme rokker tættere på bunden. Det varede ikke længe, før vi alle var samlet på rebet. Spiny makrel, små tun og barracuda skiftedes til, mens vi hang ud og ventede på flere manta rays. Mod slutningen af dykket kom en megaflok på mere end 30 stråler forbi ved flere lejligheder og det var ikke uden lidt feststemning på båden efter dykket. Jeps!

Det andet dyk var rart, men det havde svært ved at matche handlingen fra det første dyk. Igen rejste sig et par imponerende rokker fra bunden, pelagiske stimer dukkede op og en flok grå skubbefisk hang ud med os et stykke tid. Vi fik adskillige mobulafrakker høfligt forbi og kiggede på os på linjen. Et par dage tidligere havde en dykkergruppe set en hvalhaj herude, så vi spejdede intensivt, men en buslignende haj med hvide prikker dukkede ikke op denne gang. Mange undrer sig over, hvorfor kæmpemobulerne er så nysgerrige på os dykkere. De passerer ofte på tæt hold, tjekker os ud og svømmer nogle gange uden nåde gennem dykkernes udåndingsbobler.

En af dagene gik vi "all in" på pattedyrsfronten. Det var en magisk morgen, hvor vi så kaskelothvaler. Den første hun var venlig, så da Michael, vores skipper, slukkede motorerne, blev hun bare ved med at komme tættere og tættere på, indtil det føltes som om hun næsten kunne kæntre båden. Det raslede ret godt med kameraets lukkere. Vi så flere forskellige hvaler efter det, og hele morgenen med hvalsafari endte med at to kaskelothvaler dykkede på samme tid og vinkede til os med deres halefinner.

Om eftermiddagen tog vi afsted i våddragter og med undervandskameraer til delfinsnorkling. CW Azorerne arbejder med professionelle spejdere, som er udstationeret på øen og rapporterer til os på båden, hvad der foregår. Der var en flok delfiner langt mod syd, det var alt. Vi satsede på det, og det var et langt løb, og først der var flokken genert, og de ville ikke følge med os trods flere forsøg. Så vi var tæt på at give op og trække os tilbage, da en enlig delfin dukkede op som den gamle mand i kassen.

Vi hoppede i og pludselig blev delfinen udskiftet. Den svømmede med os, den sprang omkring os, kom tilbage, dykkede under os igen og sprang igen. Og sådan fortsatte det. Vi kom endda på båden og så startede det forfra. Michael, den mest erfarne skipper på øen, rystede bare på hovedet. Det havde han aldrig set før. Vi indså alle den dag, at vi er på den "episke" tur til Azorerne.

Så godt, at vi slap væk

Der sker altid en masse andre ting på disse ture. Jeg, Magnus, plejer at arrangere ekstra dykkeraktiviteter, og det samme gjorde andre medrejsende. Vi lavede natdyk, vi dykkede i havnen, vi lavede et "episk" sortvandsdyk langt derude, nogle besteg vulkanen, andre cyklede, folk lejede biler og opdagede både Faial og Pico. Stemningen var fantastisk, og det var trist at tage hjem. Når det føles sådan, har det været rigtig godt.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Dania, Martijn og Michael, og hele teamet hos CW Azores med bådførere og alt muligt. De giver altid lidt ekstra og prøver at få os til at hygge os og være aktive. Mest af alt vil jeg gerne takke den gruppe, der var der. En fuldstændig, fuldstændig uimodståelig samling af individer, dygtige dykkere, der alle var sultne efter det lille ekstra.

Foto: Magnus Lundgren