Der er dykkerture, og så er der Alor – Indonesiens bedst bevarede hemmelighed??
Jeg har set det meste af Indonesien under overfladen, men alligevel fik jeg en lille tåre i øjet efter mit første dyk. Alor. Det var måske blandt de fineste, mest farverige og sunde rev, jeg nogensinde har set. Tårerne var ren lykke! At der stadig er steder tilbage, hvor revene endnu ikke er påvirket af miljøforringelse, turisme eller overfiskeri. Farverne var levende, og fiskene levede deres bedste liv. Og det var ikke kun det første dyk, der leverede, hvert dyk i løbet af mine to uger der overraskede mig.
Jeg husker første gang jeg så Alor på kortet, en lille prik langt væk i det østlige Indonesien, næsten skjult blandt hundredvis af andre øer. Langt fra Bali og de mere berømte øer i Indonesien, en af landets mest uberørte og fascinerende destinationer. Øen tilhører Nusa Tenggara Timur-provinsen og er en del af en lille øgruppe, hvor Alor ofte beskrives som Indonesiens bedst bevarede hemmelighed. At det er lidt besværligt at komme dertil, generer mig ikke, det betyder bare færre mennesker og mere uforstyrret dykning.
Det kræver tålmodighed at komme til Alor, men det er netop det, der gør stedet så specielt.
Det er ikke et sted, man bare "tilfældigvis" ender i. Efter to flyvninger fra Bali (eller Jakarta) og en overnatning i Kupang har man pludselig landapå dette "hemmelige", fredede sted. Når du flyver ind over Alor, bliver du mødt af en utrolig natur og krystalklart vand. Her er små øer med hvide sandstrande og svajende palmer. For et så "ikke-turistisk" sted forløb alt stadig super glat. Efter jeg landaTransferen ventede på mig, og det tog omkring 1 time at komme til den sydlige del af øen. Der er noget næsten tidløst over Alor. Vejene snor sig gennem dybe dale, børn vinker, når man kører forbi, og livet bevæger sig langsomt og stille. Der er ingen store resorts eller luksushoteller her. Bare mindre, enklere overnatningssteder, hvor man falder i søvn til lyden af bølger, der slår mod kysten.
Men tilbage til dykning, det der bragte mig hertil og virkelig fik mig til at tabe andan. Eller græde, som jeg gjorde… Alor er en af de mest uberørte dykkerdestinationer, jeg nogensinde har besøgt, og helt sikkert en af, eller måske Indonesiens bedst bevarede hemmeligheder. Sigtbarheden er næsten uvirkelig, korallerne ligner malerier, og hvert dyk byder på nye overraskelser. Alt fra små dværgsøheste, farverige nudister og nogle gange større besøgende som hajer, mantaer og en blåhval, som vi så fra overfladen. Det er som at svømme i et akvarium, som ingen endnu har haft tid til at flytte. Eller som i en af de reklamer, man kan se i elektronikbutikker.
